|
|
||||
|
|
|
|
|
|
|
Blog Julehilsen 2008 - 21-12-08Som sidste år vil jeg igen smide min families "julehilsen" ud her på reschat.dk: (Dog uden de fire billeder som var med, da jeg ikke er i besidelse af originalerne.) ----------- Kære venner og familie Vores julebreve plejer altid at starte med lidt aktuel julestemning her fra det lille hus i skoven. Og det skal heller ikke mangle denne gang: Vi har bagt 5 slags julesmåkager, alle julegaverne er købt, julekalenderne i fjernsynet er blevet fulgt intenst, vi har pyntet op med nisser og adventskrans – og juletræet er blevet leveret til døren af gode venner. Så vi er på mange måder klar til at holde jul. På andre måder er hverken huset eller familien juleparate. Året har på alle måder været et usædvanligt år – og derfor bliver julen også en usædvanlig jul. Den 14. maj konstaterede lægerne på Haderslev Sygehus, at Palle havde akut leukæmi. Den 15. maj blev Palle indlagt til den første kemokur på Odense Universitetshospital - og lige siden har verden været en anden. Langt de fleste af jer, der modtager dette julebrev, har fulgt Palles sygdomsforløb pr. mail eller på andre måder – så I ved derfor godt, at Palle har været indlagt i alt 3 gange á ca. en måned til kemokur og efterfølgende ”overvågning” og behandling af diverse infektioner. Palle har kæmpet imponerende og stærkt. Han har stort set i hele forløbet vist imponerende vilje til at klare sygdommen. Han har holdt fast i, at det vigtige er at leve i nuet – og ikke bekymre sig om de omstændigheder, man ikke selv har indflydelse på. Hans fysik var i topform, da sygdommen blev opdaget – og denne imponerende fysik (og hans stærke psyke) har hjulpet ham godt igennem alle tre behandlinger. Den 15. august – på mormors og morfars krondiamantbryllupsdag - fik vi resultatet af den anden knoglemarvsundersøgelse – og den var ren. Ingen leukæmi af betydning. I sandhed en glædens dag, som Halfdan skriver på sin hjemmeside. Men så nemt skulle det ikke gå. I december blev blodprøveresultaterne langsomt dårligere, en ny knoglemarvsundersøgelse blev foretaget den 9. december – og tirsdag den 16. december fik vi resultatet af denne undersøgelse: Leukæmien var vendt tilbage. Det var en rædsom dag. Vi kunne af lægens alvor høre, at det var en meget bekymrende situation – og vi blev både kede af det og bange. Palle blev igen indlagt på Odense Universitetshospital og startede på kemokur torsdag den 18. december. Denne gang er det en meget skrap kemokur, som Palle bliver udsat for – og det kan forventes, at han får en drøj januar måned, når hans immunforsvar er nedbrudt og han er modtagelig for infektioner. Og hvad sker der så videre? Ja, vi ved det ikke. Og lægerne giver sig ikke af med gætterier og spådomme, så det gør vi heller ikke. Det undersøges, om en knoglemarvstransplantation er en mulighed – og Palles søskende skal undersøges for at se, om de er egnede som donorer. Men hvad der derudover kommer til at ske, har vi ingen viden om – og slet ikke nogen indflydelse på. Så vi venter og ser. Lægger ingen planer – og tager en dag af gangen. Palle kæmper igen. Og han er stadig stærk. Både fysisk og psykisk er han klar til kampen – og vi holder fast i, at når lægerne tror, at det kan lade sig gøre at overvinde leukæmien (ellers ville de jo ikke udsætte ham for den skrappe kemokur), så tror vi også på det. Det tager tid, det er svært, det er tungt – men det er ikke umuligt. Og det holder os oppe. Palle er syg, han er i en meget lidelsesfuld behandling, det tager lang tid – men han bliver rask igen. Og Pernille? Og børnene? For Pernille har det været – og er – svært at være ved siden af på den rigtige måde. Måske fordi der ikke findes én rigtig måde. Det har vist sig, at det er vigtigt for Pernille, at livet går videre som altid. Sygdommen skal ikke vælte alting – den skal ikke vinde over dagligdagen med arbejde, børn og hus. Men Palle skal have omsorg og nærvær – og den balance mellem hverdag og sygdom giver en konstant linedans. En gang imellem vælges forkert – eller trædes ved siden af – men som regel lykkes det. Og børnene? Tja – det er svært at sige. Da dette julebrev blev læst op for Jonas og Karen, så reagerede de med at sige: Så slemt er det slet ikke! Og det tager vi som et tegn på, at de klarer det – og at de er overbeviste om, at deres far bliver rask igen. Og det er jo godt. I huset i skoven er livet gået videre ved siden af. Vi arbejder, går i skole, spiser, sover og lever – som andre mennesker gør det. Halfdan bor jo ikke længere i huset i skoven. Han har nu i 1½ år boet i Lyngby på kollegium – og han trives godt. Han studerer it og kommunikationsteknologi – og hvis alt bliver ved med at gå så godt, som det gør, så bliver han engang ingeniør. Han er glad for sit studie, går jævnligt til eksamen, klarer sig godt – og er særdeles glad for sit kollegium og sine venner der. Han er sjældent hjemme i huset i skoven, men det er vel gode tegn. Dog blev sommeren tilbragt her – med langt de fleste nætter i byen med de gamle venner i Haderslev. Så det er, som det skal være. Et interessant projekt i sommerferien var hans cykeltur fra Haderslev til Lyngby på en ny cykel med en enkelt overnatning i Odense. Hans liv kan følges på Facebook og Twitter – hvis nogen skulle være interesserede. Jonas går i 3.g. Han bor stadig hjemme – og han trives godt med både gymnasiet og os herhjemme. Tror vi da. Han er altid glad. Og altid positiv. En venlig sjæl, der altid er klar til en lille – eller stor – diskussion. Han ved ufatteligt meget. En viden, han tilsyneladende ikke henter på gymnasiet, selv om han der er en rimelig flittig elev. Han søger sine oplysninger i de mange bøger, han ugentligt bestiller hjem fra England og USA. De handler mest om økonomi, men skolevæsnet, fængselsvæsnet og andre væsner optager ham også. Og desuden er han altid opdateret gennem nettet om alverdens nyheder. Især statistikker og undersøgelser om alt, hvad der kan dokumenteres mellem himmel og jord. Jonas lever mest om natten. Så hver gang han har fri i flere dage, vender han op og ned på nat og dag – så når vi voksne står op om morgenen, så går Jonas i seng. Vi mødes så sidst på eftermiddagen. Karen er nu 13 år. Hun går i 7. klasse og hun er også en meget vidende ung dame. Og en meget aktiv person. Hun går til kor, FDF, springgymnastik og er en flittig lektielæser. Så hun får ofte stress. Og så er det godt at slappe helt af. Weekender skal helst tilbringes i slowmotion og i hjemlige omgivelser. Hun var i Østrig med FDF en uge i sommerferien – og hun nød det med hat og mudder. Desværre var hun uheldig i et afsæt til et spring til springgymnastik i efteråret – så nu går hun og venter på en MR-scanning, der skal bekræfte, at det er hendes korsbånd, der er sprunget. Ingen håndbold og fodbold (ligegyldigt), ingen springgymnastik (meget alvorligt) og ingen ski (det skal vi ikke bruge i uge 7 alligevel, så det går nok i år). Ellers har hun stor glæde af sine gode klassekammerater og især sine to tætte veninder, Maria og Johanne. Pernille er som altid travlt optaget på Rødekro Skole som en del af skoleledelsen. Hun tror nærmest, at hun er uundværlig – men er det dog næppe. I hvert fald er hun meget glad for skolen og sine gode kolleger – og hun stortrives med arbejdet som pædagogisk leder, hovedansvar både for børn med særlige vanskeligheder og for afgangselevernes afgangsprøver – samt en hel masse andet. Skolelivet i dag er en i konstant forandring – og det er spændende at være en del af. Aktuelt venter strukturforandringer (læs: skolenedlæggelser) i Aabenraa Kommune, men da Rødekro Skole har over 500 elever, forventes den at bestå. I dette efterår er Pernille også blevet medlem af menighedsrådet i Vilstrup Sogn. Så udover at være bruger af den lille skole, købmanden og idrætsforeningen, så er hun altså også blevet lidt mere aktiv i det lille samfund. Og så blev det i år, at Pernille nåede op på sit halvmaraton nr. 20. Året har også været fyldt med mange forskelligartede begivenheder: Skiferie i Østrig med Anne Birgitte, Stig, Thomas og Matilde. Besøg ved Claus og Anne Mette sammen med Bjarne og Lis i Dover på Thyland. To væsentlige begravelser i Ribe: Onkel Jacob og Tante Nanna. Ellen og P.E.’s krondiamantbryllup i Middelfart. Tur til Fur med Anette, Egon, Mads, Anna, Anne Birgitte og Stig. Anettes 50 års fødselsdag Og helt sikkert en masse andre gode eller stærke oplevelser. Vi vil gerne sige tak for al den omsorg, vi har fået i løbet af dette år. Palle har været glad for hver eneste mail, telefonopringning og besøg – og Pernille har været glad for den forståelse, hun har følt for sin situation og sin måde at reagere på. Det betyder meget, at venner og familie findes og er vedholdende – også selvom (og især), når verden eller man selv er besværlig. Vi håber lige nu på, at Palle kommer på besøg hjemme juleaften. Det tror vi på. Og vi skal nok få en god juleferie både i det lille hus i skoven – og på sygehuset. Vi holder nytår sammen på sygehuset – og der vil vi skåle for, at det bliver et nytår, hvor vi vinder kampen mod leukæmien – langsomt men sikkert. Glædelig jul og godt nytår – og en hel masse kærlige hilsner Palle og Pernille PS. Der er ikke så mange billeder i år. Men de findes – og ligger i Palles computer. Hans nye kamera tager nogle fantastiske billeder, dem må I se en anden gang. - Halfdan Reschat
Warning: Division by zero in /usr/home/web/web15442/cutenews/inc/functions.inc.php on line 469 Warning: Division by zero in /usr/home/web/web15442/cutenews/inc/functions.inc.php on line 469 Warning: Division by zero in /usr/home/web/web15442/cutenews/inc/functions.inc.php on line 469 Warning: Division by zero in /usr/home/web/web15442/cutenews/inc/functions.inc.php on line 469 Warning: Division by zero in /usr/home/web/web15442/cutenews/inc/functions.inc.php on line 469 Warning: Division by zero in /usr/home/web/web15442/cutenews/inc/functions.inc.php on line 469 Warning: Division by zero in /usr/home/web/web15442/cutenews/inc/functions.inc.php on line 469 Warning: Division by zero in /usr/home/web/web15442/cutenews/inc/functions.inc.php on line 469 Content Management Powered by CuteNews
|
||||
|
|
||||
